Dommergaarden

Dommergården, Søndergade 16 i Ærøskøbing blev bygget i 1785 og er Torvets ældste eksisterende bygning. Huset blev bygget i forbindelse med indførelsen af landfogedtitlen i forbindelse med ændringen af øens retsvæsen i 1773, da det gamle Gudsgaves birketing og Gråstens og Søbygaards landting blev ophævet og øens retsvæsen lagt ind under Ærøskøbing Stad- og Landret. I dag fungerer Dommergaarden som administrationsbygning for Ærø Museum. Der er desuden indrettet en foredragssal og et museumsmagasin i bygningen.