Ærø Museums årbog 2018-2019
Ærø Museum årbog 2018-2019 Geir Hauksson, Trine Kirketerp Struve

Ærø Museums årbog 2018-2019

Skulle man savne læsestof i denne tid, så har Ærø Museum netop sendt sin årbog for 2018 og 2019 på gaden. Temaet for årbogen er kærlige blikke på Ærø, et tema der indgår som del af Ærø Museums nye permanente udstilling.

          ”Kan du høre, jeg kommer fra Ærø?” spørger dialektforsker Lena Wienecke Andersen. Hun kommer fra Ærø og har gennem en årrække taget temperaturen på de unges brug af dialekter. Det er blevet til en artikel om brug af dialekter og holdninger til dialekter hos de unge.

          På Ærø har man brug for to lokalflag for at markere sit tilhørsforhold til den grønne ø. Museumsinspektør Mikkel Kühl går i ”En ren ekstraordinær foranstaltning” bag historien om de to flag og deres brug på Ærø.

          I Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsens artikel ”Det ærøske køkken – fra kål, ærter og flæsk til friske råvarer og Ærø-fortælling” kan man komme nærmere smagen af Ærø. Hun trækker de lange tråde fra det traditionelle ærøske landkøkken med sønderjyske træk til Ærøs nye madimage, hvor primært turister og tilflyttere søger fortællingen om lokalgroet mad som del af det gode liv.

          Der er en stærk hjemstavnsfølelse hos ærøboerne såvel på Ærø som uden for øen. Det kommer bl.a. til udtryk i sang. Sidste år udgav museet en bog med 39 ærøsange. Nu følger Kim Furdal op med artiklen ”Så syng da Ærø – Ærøske hjemstavnssange” om indhold og budskaber i de 39 hjemstavnssange.

          Masketraditionerne til helligtrekonger og fastelavn spiller som et af få steder i Danmark stadig en vigtig rolle på Ærø. Antropolog Knud Fischer-Møller har siden begyndelsen af nullerne undersøgt helligtrekonger på Vestærø. I ”Udklædt til ukendelighed” tegner han et personligt portræt af den grænsesøgende masketradition, der har sine bestemte regler for maskepli.

          For 150 år siden var der er ingen, som interesserede sig for lokalhistorie. Men op gennem 1900-tallet er der opstået en kolossal interesse for det sted, hvor man bor eller af forskellige årsager fatter en særlig kærlighed til. Med afsæt i Dan Turells roman ”Vangede billeder” ridser Kim Furdal i ”Kærlige blikke på Ærø” denne udvikling op, som også præger Ærø.

          Den 28. november sidste år døde Jesper Groth. Årbogen bringer Thorkild Kjærgaards nekrolog over den lokalhistoriske ildsjæl, hvis historiske interesse strakte sig over hele den danske helstat fra Ishavet i nord til Hamborg i syd, men uden at glemme hjemstavnen.

          Årbogen bliver udsendt til medlemmerne af Ærø Museums Venner og Søbygaards Venner. Er man endnu ikke medlem af en af disse foreninger, kan man tegne et medlemskab eller på museets webshop købe bogen på 136 sider for 150 kr. eksklusiv eventuel forsendelse.

(0 bedømmelser)

Skriv en kommentar