Velbevaret
Farver i forlis - skibsportræt i sigte

Velbevaret

Ny særudstilling på Ærø Museum: Velbevaret - Gunnar Hammerich og bevaringen af Ærøskøbing

Det er i år 50 år siden, at Ærøskøbing i 1971 fik sin dispositions- og bevaringsplan, der blev skelsættende for arbejdet med bevaringen af Ærøskøbing. Et højdepunkt i dette arbejde kom i 2002, da byen modtog den fornemme Europa Nostra pris for sit unikke bymiljø og den folkelige bevaringsindsats. Ærøskøbing er det første sted i Danmark, som fik denne anerkendelse, som gjorde byen internationalt kendt.

I anledning af 50-års jubilæet slår Ærø Museum, Brogade 3 i Ærøskøbing, fredag den 11. juni kl. 11 dørene op for sommerens særudstilling ”Velbevaret – Gunnar Hammerich og bevaringen af Ærøskøbing”.

Det er blevet fortællingen om kærlighed til en by og skabelsen af ”Eventyrbyen” Ærøskøbing. Mange har gennem de sidste 100 år lagt sjæl og gode kræfter i byens bevaringsarbejde. Men det var billedhugger Gunnar Hammerich, der fungerede som katalysator og igangsætter af arbejdet. Selv bidrog han med kraftige ord, når udviklingen ikke artede sig i den retning, som han ønskede.

Efter godkendelsen af dispositionsplanen i 1971 blev omfangsvejen Vestre Allé anlagt i 1976, som blev en milepæl i bevaringsarbejdet. I kølvandet på Europa Nostra prisen fik den historiske bykerne i 2005 en banebrydende bevarende lokalplan. Bevaringsarbejdet er i dag kommet i institutionelle kommunale rammer, men det folkelige engagement for bevaring af byen er fortsat stort og usvækket.

I forbindelse med udstillingen udgiver Ærø Museum også en lille bog med samme titel for interesserede, som gerne vil dykke længere ned i dette spændende stykke Ærøhistorie. Den smukke bog er på 48 velillustrerede sider og kan købes i museumsbutikkerne og hos boghandleren. Prisen er 95 kr. plus evt. forsendelse.

Udstillingen og bogen har modtaget velvillig støtte fra Albani Fonden samt Karl Bernhard Wallentin Hansen og hustru Edith Hansens Mindefond.

 

Hent vedhæftede filer:

Senest ændret onsdag, 08 september 2021 13:40
(0 bedømmelser)

Skriv en kommentar